Gå til hovedindhold

Preben Fjederholt sagde engang, at: “Følelsen er alt.”

Det er ganske rigtigt på så mange måder. Vi endevender hjernen for at finde de rigtige svar, indfaldsvinkler etc. Men når alt kommer til alt, er den følelsesmæssige tilgang til maleriet den vægtigste. Det er som oftest den umiddelbare indskydelse, der leder dig ind i maleriet.

Hvordan opstår så denne forbindelse mellem dig og lærredet?

Jeg har forskellige tilgange. Ét af de vigtige elementer for mig i værkstedet er stemningen. Jeg hører forskellig slags musik, der har den evne at motivere i den rigtige retning. Tom Waits er en af mine store opvarmere. Han har stemninger i musikken, der glider fuldstændig det rigtige sted hen i hjernen og aktiverer de rigtige knapper. CV Jørgensen gør omtrent det samme.

Det er en motivationsfaktor at være omgivet af den rette stemning. Den rigtige lyd. Det giver en følelse af ikke at være helt alene i rummet. Tankemæssigt sidder du i rum med en artsfælle.

Nogle dage kan det også være vigtigt bare at sidde og kigge på et maleri lavet af en anden kunstner. Ikke fordi det har motivinteresse, men bare fordi det appellerer til noget. Det giver mig lyst til at gå i gang. Det kan være vigtigt indimellem.

Tilstedeværelse er utrolig vigtig – ellers bliver det lige til skraldespanden.

Her finder du mere om mit liv og virke som kunstner.
Du kan læse om min baggrund, se tidligere udstillinger og finde information om de gallerier, hvor mine værker har været eller kan opleves. Jeg håber, du har lyst til at gå på opdagelse.